&noscript=1 />

FAQ - spørgsmål og svar

Før købet

Hvilken brændeovn skal jeg vælge?

Der er mange ting at tage højde for, når man skal vælge en brændeovn. Det handler i høj grad om stil og smag, men også om de muligheder, der er i det rum, du ønsker at installere brændeovnen i. Du kan først og fremmest få et overblik over de vigtigste ting at overveje ved hjælp af vores brændeovnsvælger/-guide her. Derudover kan du arrangere et uforpligtende møde med én af vores forhandlere, der hurtigt kan give dig et overblik over mulighederne i dit hjem. Se vores forhandlere her.

Hvilken brændeovn er den bedste?

Det er svært at svare på, hvilken brændeovn, der er den bedste. Hos RAIS lever alle vores brændeovne og indsatse op til de strengeste miljø- og kvalitetskrav. Det betyder, at du med RAIS vil have en brændeovn, der holder i mange år fremover, og at du altid kan få råd, hjælp og vejledning til at få det meste ud af din brændeovn.

Hvad koster en brændeovn?

Prisen på RAIS-brændeovne varierer i høj grad efter model og de tilvalg, du ønsker (af fx CleverAir og lignende). Du kan se vejledende udsalgspriser på vores hjemmeside eller kontakte din nærmeste forhandler for at få oplyst priser.

Hvor stor skal brændeovnen være?

Som tommelfingerregel opvarmer et en moderne brændeovn 10 kvm pr. kilowatt. En brændeovn på 5 kW kan derfor opvarme op til 50 kvm.

Hvad hvis jeg skal have brændeovnen i et sommerhus eller et lille rum?

Til et sommerhus (alt efter størrelse) kan du vælge mellem alle RAIS-modeller. Skal brændeovnen stå i et lille rum er det en god idé, at gå efter en brændeovn med et lille brændkammer (for eksempel RAIS Q-Tee).

Hvad er forskellen på en brændeovn og en pejseindsats?

En brændeovn er en fritstående ovn, som dem du kan se her. En pejseindsats indmures i en væg, som her.

Hvilke krav skal skorstenen opfylde?

Tjek altid national lovgivning. Din skorsten skal leve op til nogle bestemte krav for at en brændeovn kan fungere korrekt. Det er generelt en god idé at få skorstensfejeren til at tjekke skorstenen og den placering, du har i tankerne for brændeovnen. En brændeovn kan tilsluttes såvel en muret skorsten som en stålrørsskorsten. Der er forskellige krav til hvor meget, der må tilsluttes samme skorsten, højde for tilslutningen og afstand til væggen bag brændeovnen. Skorstensfejeren skal godkende den færdige tilslutning.

Kan jeg købe en brugt ovn?

Ja, det kan du godt. Brugte brændeovne skal blot have en prøvningsattest og leve op til gældende miljøregler for at kunne geninstalleres på lovlig vis.

Kan jeg bruge brændeovnen som rumdeler?

Ja, det kan du sagtens. Vores indsatse fungerer godt som rumdelere, specielt Visio 3:1, Visio 2:1 og RAIS 2:1 er oplagte valg.

Montering

Hvem monterer brændeovnen?

Det kan du selv gøre, eller også kan du få én af vores godkendte forhandlere til at gøre det for dig. Se din nærmeste forhandler her.

Kan jeg selv sætte brændeovnen op?

Det kan du godt. Du skal følge installationsvejledningen, som medfølger dit produkt, og til sidst skal ovnen godkendes af en skorstensfejer.

Hvordan skifter man en brændeovn?

Det kan du selv gøre, eller også kan du kontakte en forhandler, der kan gøre det for dig.

Hvordan får man sin brændeovn godkendt? Hvad er en prøvningsattest?

Brændeovnen godkendes af en skorstensfejer, der kommer ud og efterser, at alt er, som det skal være. En prøvningsattest er din garanti for, at din brændeovn lever op til alle miljøkrav og lovbestemmelser. Prøvningsattesten følger med brændeovnen og skal påtegnes af skorstensfejeren.

Kan jeg få en brændeovn, hvis jeg ikke har en skorsten?

Nej, det kan du desværre ikke. Du skal have en fungerende skorsten for at installere en brændeovn.

Hvad er ekstern luft?

Nogle nyere huse er så godt isolerede, at det kan være vanskeligt at få nok træk i skorstenen. I disse tilfælde kan man tilslutte ekstern luft, det vil sige, at brændeovnen tager luften udefra, i stedet for fra rummet. Dette system kalder vi AirSystem, og det kan tilsluttes alle RAIS-brændeovne.

Vedligehold

Hvorfor lugter min brændeovn?

Der kan være flere grunde til, hvorfor din brændeovn lugter. Hvis den ikke har været i brug i noget tid, kan det være støv og snavs, der brændes af.

Hvorfor oser/soder min brændeovn?

At ovnen oser kan skyldes for lavt træk i skorstenen. Kontroller om røgrøret eller skorstenen er tilstoppet. Tilsodning af ovnens yderside skyldes oftest, at du er kommet til at åbne lågen, mens der stadig er høje flammer i brændkammeret. Vent altid til, at brændet er brændt ned, før du åbner lågen. Det kan også skyldes, at du åbner lågen for hurtigt. Åbn altid lågen stille og roligt.

Hvordan gør man brændeovnen ren?

Rengør altid ovnen i helt kold tilstand. Ovnens yderside kan rengøres med en tør eller hårdt opvredet klud.

Hvordan rengør man ruden på brændeovnen?

En nem og hurtig måde at rengøre ruden på din brændeovn er at fugte et stykke papir, dyppe det i den lyse aske og dernæst rengøre ruden. Til sidst kan du tørre efter med et tørt, rent stykke papir. Se billeder og fremgangsmåde her.

Brug

Hvilket brænde/træ skal jeg bruge til min brændeovn?

Du kan bruge stort set alle træsorter til at fyre med. Det vigtigste er, at træet er kløvet og tørt (tørretid ca. to år). RAIS køber brænde hos Dansk Brændesalg, fordi de har tørret brændet til under 18%.

Hvor meget brænde skal jeg bruge?

Du skal bruge 3-4 store stykker brænde. Men det vigtigste er, at du bruger masser af mindre optændingspinde. Så er du sikker på, at ilden rigtig kan få fat.

Hvordan fyrer man korrekt i brændeovnen?

Du kan se her, hvordan man fyrer korrekt.

Min brændeovn bliver for varm. Hvad kan jeg gøre?

Det er mængden af brænde, der afgør, hvor meget varme, der kommer fra ovnen. Det er ikke muligt at regulere temperaturen med ovnens spjæld.

Kan jeg fyre med andet end brænde? Briketter?

Du må udelukkende fyre med træ i en RAIS-brændeovn. Der findes forskellige kokstyper og briketter, men disse brændselstyper kan risikere at have brændværdier, som er højere end træ, og så kan man nemt komme til at overskride maksimaleffekten i ovnen. Det kaldes overfyring og kan ødelægge brændeovnen. Ved overfyring dækker garantien på en RAIS- brændeovn ikke. Derudover må du aldrig fyre med papir, pap og lignende – det kan udlede skadelige røggasser.

Jeg har små børn/baby – hvordan sikrer jeg min brændeovn?

Du kan sætte et pejsegitter op foran brændeovnen, så børnene ikke kommer for tæt på den varme ovn.

Sundhed og miljø

Er brændeovne sundhedsskadelige/usunde? Hvordan er indeklimaet?

Når du bruger din brændeovn, bør du altid åbne og lukke lågen langsomt. Derved forhindrer du, at røggasserne i brændkammeret kommer ud i rummet og påvirker indemiljøet. Derudover kan du vælge at tilføje vores AirSystem til din brændeovn (ekstern lufttilførsel), så luften til brændeovnen tages udefra. På denne måde påvirker brændeovnen ikke indeklimaet i rummet.

Er brændeovne CO2-neutrale?

Fyring i brændeovne kan siges at være CO2-neutralt, da det brændte træ afgiver lige så meget CO2, som det ville have gjort ved forrådnelse i naturen.

Forurener en brændeovn?

Al forbrænding forurener på den ene eller den anden måde. Men med en brændeovn sker der en kontrolleret forbrænding – det vil sige, at en brændeovn forurener langt mindre end for eksempel et bål i haven. Brændeovne fra RAIS er underlagt strenge miljø- og kvalitetskrav, og vi arbejder kontinuerligt på at mindske udledningen af partikler fra vores brændeovne.

Jeg har astma og/eller allergi – kan jeg have en brændeovn?

Ved helbredsmæssige spørgsmål bør du altid konsultere din læge.

Jeg er gravid – bør jeg undgå brændeovne?

Der er ingen særlige grunde til at undgå brændeovne, når du er gravid. Er du i tvivl, kontakt din læge.

Skrotpræmie

Hvad er en skrotpræmie?

Man fik fra efteråret et tilskud på 2150 kr. for at skrotte sin brændeovn fra 1990 eller før. Denne skrotningsordning udløb ved udgangen af 2016.

Kan jeg få skrotpræmie for at udskifte min brændeovn?

Skrotningsordningen eksisterer desværre ikke længere, så du kan ikke længere få penge for at skrotte din gamle brændeovn.

Hvor gammel er min brændeovn?

Hvis din gamle brændeovn er en RAIS-ovn, kan du kontakte os og oplyse os produktionsnummeret på mærkepladen, så kan vi fortælle dig, hvor gammel ovnen er.

Gaspejse

Hvordan fungerer en gaspejs?

En gaspejs fungerer som et lukket forbrændingssystem med en dobbelt-skorsten. Det vil sige, at ovnen sender røggasser ud af den ene del af røret, og den anden del tager forbrændingsluft ind. Gaspejsen påvirker altså på ingen måde indeklimaet i rummet.

Kan jeg bruge min almindelige skorsten?

Gaspejse bruger et andet system end en traditionel brændeovn – nemlig et med to rør i ét. Ét til kold luft, der trækkes ind, og et til varm luft, der sendes ud. Men en gaspejs kræver ikke nær så meget skorsten som en almindelig brændeovn.

Giver gaspejsen varme?

Ja, det gør den. Gaspejsen kan i nogle tilfælde give mere varme end en traditionel brændeovn. Du kan desuden hurtigt og nemt regulere varmen med fjernbetjeningen eller en app.

Hvordan tilfører man gas til gaspejsen?

Der skal tilføres ekstern gas til pejsen enten ved hjælp af en gasflaske (kan eksempelvis skjules på den anden side af væggen) eller ved indlagt gas (naturgas). Du må have to flasker á 11 kg stående i dit hjem – en tilsluttet og en som reserve.

Hvordan indstiller man gaspejsen?

Du indstiller nemt og hurtigt din gaspejs med den medfølgende fjernbetjening. Her kan du blandt andet indstille, hvor meget varme du gerne vil have fra gaspejsen.

Kan man få en app til gaspejsen?

Ja, det kan du. Du skal blot have et WiFi-modul og en strømadapter tilsluttet. Af sikkerhedsmæssige årsager kan gaspejsen kun betjenes fra samme netværk. Appen hedder ”Myfire App” og kan fås til iOS og Android.

Forhandler

Hvor finder jeg min nærmeste RAIS-forhandler?

Se din nærmeste forhandler lige her.

Webbureau ITTP